Hans familie var med til at opdyrke den danske hede. Nu har han været med til at beslutte afvikling af dansk landbrugsjord

Den hæse stemme undskylder i telefonen. De seneste dage, ja faktisk de seneste fem måneder har været hæsblæsende for Søren Søndergaard, som er formand for Landbrug & Fødevarer, og sammen med resten af Den grønne trepart mandag kunne præsentere en aftale, der kommer til at ændre Danmark radikalt. »Allerede for flere måneder siden, gjorde jeg op med mig selv, at hvis jeg ville lave noget, der var stort, og som jeg tror på er det rigtige for kommende generationer, så vidste jeg godt, at det ville blive ret voldsomt,« siger Søren Søndergaard, og både stort og voldsomt blev det. »En omvendt Dalgas«, proklamerede Lars Løkke Rasmussen for at fremhæve storheden i aftalen ved at henvise til Hedeselskabets første direktør, Enrico Dalgas, og 1800-tallets opdyrkning af den jyske hede, som endegyldigt definerede Danmark som et landbrugsland. »En katastrofe,« kaldte formanden for danske svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, og fremhævede det voldsomme i aftalen. Kritikken er forventet, men gør alligevel ondt på Søren Søndergaard, for han ved, hvor meget, der er på spil. »Jeg forstår godt, at de reagerer lige nu, og jeg tager det nok også ret personligt. Jeg er ked af det. Men jeg er helt sikker på, at det vi har lavet, er det rigtige,« siger han. Formanden er for en gangs skyld hjemme på familiegården Baldershave, fordi et af hans fire børn fylder otte år, og netop familiegården er en god illustration af, hvor meget der er på spil. Ekstremt pres »Her til morgen gik jeg en tur mellem de bøgetræer, min tipoldefar plantede,« fortæller Søren Søndergaard. Bøgetræerne er mere end 25 meter høje, og hvis Søren Søndergaard skulle få lyst til at kramme dem, ville han kun kunne nå en tredjedel omkring stammen. Træerne står der som en daglig påmindelse om landbrugets lange tidshorisonter, og om at hans familie fra 1877 var med til at opdyrke heden mellem Vejle og Billund. Søren Søndergaard er femte generation på gården Baldershave. Han havde både sin families arv og dansk kulturarv på skuldrene, da han i september 2023 nåede frem til, at Landbrug & Fødevaraer skulle deltage i forhandlingerne om at indføre en CO₂-afgift på landbruget som det første land i verden. Imens stod konkurrerende landbrugsorganisationer, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne klart til at piske en oprørsstemning op, og Søren Søndergaard blev konstant opfordret til at forlade forhandlingerne. Imens de stod på, var Danmarks traditionelle landbrugsparti Venstre i kæmpe krise, og i Holland var et bondeoprør i gang på grund af afgifter på landbruget. Presset på Søren Søndergaard var enormt og blev ikke mindre, da det i juni kom frem, at New Zealand droppede alle planer om en CO₂-afgift på landbruget, da det ville koste for mange arbejdspladser. Eller da en undersøgelse fra Aalborg Universitet viste, at et stort flertal af danskerne betragter landbruget som »en særlig del af dansk kultur« »Når man ser på summen af det hele, så kan det måske umiddelbart være utroligt svært at se, hvorfor vi dog skulle gå ind i det forhandlingslokale. Det havde været så meget lettere at lade være. Der er jo generel god opbakning fra befolkningen, som har så stor tillid vores erhverv,« fortæller Søren Søndergaard om overvejelserne bag Landbrug & Fødevarers deltagelse i den grønne trepart, som førte frem til denne uges skelsættende aftale. »Men det er ikke sådan, vi er bygget os landmænd. Vi vil gerne tage ansvar, og det vil vi i særdeleshed gerne i Landbrug & Fødevarer. Så det afvejede vi nøje overfor hinanden, og jeg advokerede for, at vi skulle gå ind i det her, så vi kunne påvirke det, jeg har kaldt en stor aftale, når jeg har været rundt og tale med mit bagland,« forklarer han. Indgroet konflikt Undervejs er der sluppet meget lidt ud fra forhandlingslokalet, og det er deltagerne stolte over. Derfor vil Søren Søndergaard heller ikke nu afsløre detaljer fra forløbet. »Jeg fornærmer nok ikke nogen, når jeg siger, at de to centrale organisationer i rummet var Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, fordi der historisk har været en indgroet konflikt mellem Landbrug & Fødvarer og Danmarks Naturfredningsforening, så det var afgørende at de to organisationer kunne møde hinanden et sted,« fortæller han. »Det er mig der har siddet i forhandlingsrummet for landbruget. Så der var ikke nogen tvivl om, at det også var mig, der skulle ud og fortælle mine medlemmer, at den gård, de bor på, måske skal til at se helt anderledes ud i fremtiden. Altså deres hjem. Der hvor deres børn er vokset op. Så der er virkeligt meget på spil for os, og det synes jeg egentlig, at der var god forståelse for,« forklarer han, men stemningen i forhandlingslokalet var ikke altid lige god. Omkring 15 officielle møder og »et hav af bilaterale møder« kan Søren Søndergaard tælle sig frem til, og særligt til sidst strammede det til. »Det har været et par intense uger her til sidst. Jeg tror, at vi har været tæt på alle parters røde linjer. Det er faktisk vildt, at man kan samle fagbevægelsen, industrien, kommunerne, Danmarks Naturfredningsforening og landbruget omkring et kompromis om så mange ting på en gang. Det er faktisk storheden i det her,« siger Søren Søndergaard, som nu skal ud og forklare sine medlemmer, hvad storheden helt konkret kommer til at betyde for dem. Ingen klimarepræsentanter Du nævner ikke CONCITO. Hvem repræsenterede klimaet i forhandlingslokalet? »Det gjorde vi alle sammen. CONCITO har været med undervejs som det, de har valgt at kalde »videnspartner«, men de har jo ikke været med i forhandlingerne her til sidst,« siger Søren Søndergaard. Det er ikke kun landmænd, der kritiserer aftalen. På den anden side af det politiske spektrum mener flere, at CO₂-afgiften er for lille og kommer for sent. Er det din fortjeneste? »Det ved jeg ikke, om det er, men jeg tror, at alle har fået en forståelse for, at biologiske processer er noget andet end fossile brændsler,« siger Søren Søndergaard. »Fossile brændsler kan du gøre noget ved i morgen. Du kan bare holde op med at hente det op fra undergrunden eller skifte din dieselmotor ud med en elmotor eller skifte til varmepumpe, og så er du ude af afgiften. Men vi kan jo ikke rigtig sætte strøm til en ko eller sætte en prop bag i den, så der ikke kommer noget ud. Det er jo primært bøvser og prutter, som det her handler om,« forklarer Søren Søndergaard. Det er ifølge Landbrug & Fødevarer derfor, at det er hensigtsmæssigt, at der er et bundfradrag i CO₂-afgiften på 60 procent, og at den først indfases fra 2030. »Bundfradraget passer med, at man kan investere i alle de ting, som man kan gøre. Hvis man ikke kan investere sig ud af det, så er det jo en ren skat man pålægger produktionen. Det er ligesom dynamikken i det,« forklarer han. »Men så skal man huske, at det kommer til at kræve meget, meget store millioninvesteringer på bedrifterne. Det er ikke noget, man bare lige gør i morgen. Det kan være, at man skal have bygget om. Det kan også være, at man skal bygge biogasanlæg eller gå med i et biogasanlæg, og de her store biogasanlæg kan godt tage fem til otte år at bygge. Det kræver kæmpestore investeringer for den enkelte landmand,« forklarer han »Så når kritikere siger, at landbruget slipper for let, så tror jeg ikke helt de forstå, hvor mange penge den enkelte landmand skal ud og investere,« siger formanden. Endnu en frivllig ordning Så meget for CO₂-afgiften. Den historiske aftale rummer også den grønne arealfond på 40 milliarder kroner, som skal gå til blandt andet skovrejsning og mere natur. Det bliver en frivillig ordning. Ligesom Landbrugspakken var i 2015. Ligesom udtagning af lavbundsjorde er det nu. Vi har før set at frivillige ordninger for landmænd ikke har virket efter hensigten. Hvorfor skulle det virke den her gang? »Det kommer til at virke den her gang, fordi staten og myndighederne nu også skal tage et ansvar. I dag er der ikke rigtigt nogen, der tager ansvar. Der sker det, at en masse landmænd melder en masse arealer ind, og så sker der ikke mere,« siger Søren Søndergaard med henvisning til ordningen om udtagning af lavbundsjorde. Hvorfor er det så vigtigt, at det bliver frivilligt? »Jeg tror, at de fleste lodsejere og landmænd gerne vil beholde deres ejendom. Det har været vigtigt for mig, at det ikke bare blev sådan en superfond, der kom og købte 3-400.000 hektar, og så blev det så til statsejet jord. Det skal stadig være landmanden, der helt lokalt planlægger de her ting og selv søger ind i de forskellige ordninger,« forklarer formanden. Så vi ikke får statsskove, men private skove oprettet med statsstøtte? »Ja, der kommer et tæt samarbejde med vores dygtige kommuner, som planlægger det her sammen med landmændene, og det er også en stor del af aftalen om arealplanlægning,« siger han. »Der har vores tanke inde i forhandlingsrummet været, at vi skal prøve at løse flest muligt problemer på en gang med vores arealer,« forklarer Søren Søndergaard, og med »vores« mener han landmændenes. »Forstået på den måde, at hvis vi rejser en hektar skov, så skal vi helst gøre det et sted, hvor skoven også har en effekt på vandmiljøet, og hvis den så derudover også kunne have en effekt på at beskytte noget grundvand og måske endda bidrage til natur og biodiversitet, så har vi på den samme hektar løst fire af de her store samfundsdagsordner, som vi har foran os,« siger han. Søren Søndergaard har selv lige plantet skov på familiegården Baldershave, så hans efterfølgere kan høste egetømmer om 200 år. »Jeg gik som sagt en tur i haven her til morgen og kiggede på de bøgetræer, som min tipoldefar plantede i slutningen af 1800 tallet, da heden blev opdyrket. Og de står her endnu. Jeg kan godt lide træer. Jeg synes, at der er så meget historie i dem,« siger Landbrug og Fødevares formand, før han drager på Danmarksturne for at forklare Landbrug og Fødevares medlemmer storheden i aftalen. https://www.berlingske.dk/politik/hans-familie-var-med-til-at-opdyrke-den-danske-hede-nu-har-han-vaeret-med